Hvorfor løbe marathon 

”På det personlige plan er maratonløbet et stykke dramatik. Det er et skuespil med så krævende roller, at enhver motionist med et vist talent, kombineret med selvironi og humor bliver nødt til at tage udfordringen alvorligt. Hvad er det så, der gør de 42 kilometer og 195 meter så fascinerende? Manden, som ”opfandt” løbet, døde af det, til trods for at han sandsynligvis har været i betydelig bedre træning end de fleste motionister.

Berlin 2006. Sandhedens øjeblik. Der er kun få hundrede meter til mål.

Det er den barnlige spænding og nervøsitet. De sidste søvnløse nætter, som før ens første skolebal. Det er den sygelige kredsen om ens egen person. Det er bekymringerne for de ømme fødder, vitaminerne, snørebåndene, temperaturen, vægten, druesukkeret. Og så den anonyme, men heftige samhørighed med alle de hundreder af andre, der går hvileløst rundt før start. Det er selve skuddet. Dette nådeløse skæringspunkt mellem leg og alvor, mellem smerte og jubel, mellem koncentration og eksplosion.

Det er de første kilometers kåde selvtillid. Det lange midtvejsstræk med rationel tænkning, strategi og tidsberegning, indtil omkring 25 kilometermærket, hvor den første alvorlige træthed begynder at melde sig. Det er sidst, men ikke mindst, smerten og lidelsen, når alle reserver er brugt op, og man kan mærke, hvordan personligheden langsomt begynder at gå i opløsning. Forsvarsværkerne svedes væk, og man indgår i dialog med sig selv om livet i det hele taget er et eneste skridt mere værd, eller om det netop er det skridt, der indeholder livets hemmelighed. Hvad smukt og sjovt er der ved det, vil mange sikkert spørge. Ligger det ikke tæt på  grænsen til masochisme og perverteret livskraft?”

(Terje Nordberg: Året i løb. Gyldendal)